International Family

'Hi there!
Welcome!'

We try to keep the
site simple and logic!
Comments appreciated!
 

The contruction of this
 webpage was started
on Nov.11 2007
Further improvements
will go on and on and.....

Flere fotos af familienpå Facebook
Profilnavn:  Eyvind Dk

Hold da helt ferie!

Fredag -før vinterferien - var de fleste forberedelser gjort til familiens første ferie sammen.
Vi havde fået en ferielejlighed - gennem min fagforening - i Prag for kun en 'tusse'.
Ungerne havde pakket deres rygsække for mange dage siden, og havde glædet sig hele ugen.
Konstant havde de spurgt til Tjekkiet og Prag.
Det er stort når man er ung og skal se nye lande.
(Forøvrigt også når man er gammel)

Fredag eftermiddag var min sidste opgave, at veksle penge til Euro og tjekkiske Koruna.
Da jeg havde vekslet og kom tilbage til bilen, var batteriet fladt. SATANS!
Hvad gør man fredag eftermiddag?

Alt var selvfølgelig lukket.
Efter 10-20min havde batteriet dog samlet sig lidt, og jeg kunne lige akkurat starte bilen. Jeg fandt ud af at den ladede batteriet fint når den gik i tomgang med lyset slukket.
Hmmm. Skulle ferien udsættes? Aflyses?
Ferielejlighed, færgebilletter - alt var betalt.
Jeg turde ikke tænke på skuffelsen hos især børnene hvis vi aflyste.

Jeg fik fat i en oplader, en ekstra kilerem og noget silikonespray. Tænkte ikke rigtig over hvad det skulle hjælpe, hvis jeg stod på en tysk motorvej med død bil. Så vi (øhh, jeg) tog chancen.
Stak afsted lørdag morgen klokken 4. Vi skulle nå færgen i Gedser kl.7, så vi havde mere end rigeligt tid til at komme derned.
Et stykke vej før Vordingborg kunne jeg se, at der ikke var meget lys på forlygterne, og begyndte at blive temmelig bekymret. Min ide var, at hvis vi nåede færgen, så ville vi være i dagslys i Tyskland og så skulle det nok gå.
Egentlig var jeg nok mest bange for at aflyse.

På Farøbroen var vi ved at være helt sorte. Vi kørte bagved de langsomtkørende. Men det er altså ikke smart at køre i en bil uden lys på med hele familien. Jeg så avisoverskrifter for mig.
Vi kom fra motorvejen og jeg fandt en sidevej jeg kunne bakke bagenden ind på, så bilen kunne stå lidt i tomgang med slukket lys og lade lidt. Der er en lidt speciel stemning i en bil der står på en sort markvej på Falster midt om natten og lader batteri. Men ganske rigtigt efter 10min var der faktisk lys på igen. Vi ventede til der kom en langsomtkørende, som vi kunne lægge os ud bagved og køre med kun positionslyset tændt. Det gav en del kilometre, men igen skulle vi gøre et stop og lade på batteriet.

Endelig nåede vi færgen og de var allerede begyndt at køre ombord, så det var i absolut sidste øjeblik. Puha!
Jeg kørte op til manden der vinkede ombord, og fortalte ham situationen, og spurgte om vi måtte blive de sidste til at komme ombord, så bilen kunne stå og lade lidt. Det kunne vi.
Vi kom til Tyskland, og der blev lyst!
Det skulle nok gå!
Stemningen var høj og vi kørte ud af den lækre tyske 'autobahn'. Der var masser af medtrafikanter der gjorde opmærksom på, at vi kørte uden lys, men vi vinkede bare - Prag here we come!!!
Pludselig kom der en tysk autobahn-polizei rasende ind foran os og tændte et skilt på taget "bitte-folgen".
Satans osse hva' nu? Et besynderligt monstrum af en tysk betjent var meget brysk og forlangte pas og kørekort plus 100euro. Han skældte og smældte og spurgte om ikke man i Danmark skulle køre med lys. Jeg forklarede på mit bedste skoletysk vores situation, og han faldt lidt ned og forklarede hvor vi kunne få repareret bilen, og sænkede bøden til 20euro. At betale - pronto!
OK, vi kørte på værksted, men de kunne desværre ikke reparere kalorius, så der spildte vi 2 timer i ventetid. Vi tog atter chancen og kom afsted mod Prag. Nu sad jeg dog med hånden konstant på lyskontakten og tændte og slukkede og håbede på at slippe for mere tysk polizei. Efter laaaaang tid og endnu flere kilometre, lykkedes det faktisk at komme til den tjekkiske grænse.
Og så egyndte et andet helvede! Tjekkisk vejskiltning. Og selvfølgelig kom vi på afveje.
Vi kom langt ud på landet og det hele begyndte at ligne noget fra en anden tid. Jeg tænkte på filmen "Udflugt med døden" og Dave spurgte om vi var kommet til Amish-land. Men vi kunne da sige "Praha Praha" og forstå på fagterne i hvilken retning vi skulle.
Det var ved at blive sent, men vi var heldige at nå motorvejen til Praha inden det blev helt mørkt. Her genoptog vi taktikken fra Danmark, og fik kørt en del kilometre. Da det blev helt mørkt og bilen samtidig var total uden strøm turde jeg ikke mere, og vi kørte ind på en motorvejstankstation. Jeg tænkte at vi kunne lade bilen stå og tage en taxi resten af vejen, eller finde noget overnatning. Kun ca. 50km tilbage.

Vi spiste og kom lidt til hægterne efter alt stresset, og så fik jeg en god ide! Vi kunne købe et nyt batteri for 500kr. og det ville nok være det samme som en taxi eller en overnatning. Og det ville jo være stort, hvis vi kunne nå lejligheden - så skulle det nok gå. Som sagt så gjort!
Og vi nåede helt ind til der, hvor der begyndte at komme lys på motorvejen, før det ny batteri også var dødt.
Men nu var vi (læs; jeg) blevet stædig - nu skulle vi fandenme frem til lejligheden. Men tjekkisk skiltning var ikke blevet bedre, så jeg sejlede lidt efter hvad jeg kunne huske fra satelitbillederne fra Google Earth.
Altså, lidt mere syd-sydvest så måtte vi da komme i nærheden. Men nu begyndte bilen at gå istå når vi stoppede for at spørge om vej. Så skulle vi skubbe den igang. Men vi lærte at stoppe hvor der både var mennesker og samtidigt lidt nedkørsel så vi kunne rulle igang.
Men jeg var ærligt talt ved at gå op i limningen af stress og på nippet til at kaste håndklædet i ringen. Men vi stoppede en sidste gang for at spørge om vej, men tjekken kunne ikke engelsk eller tysk, så det var ikke nemt. Som et sidste forsøg viste jeg ham selve adressen på et stykke papir, og så kom den store jubel. Han pegede over på et hus 50meter væk og ja, nu kunne jeg genkende arkitekturen fra satelitbillederne. Wauv, bilen kunne rulle af sig selv ned af bakken og hen til lejligheden.
Jeg kan fortælle jer; at jo større uvejr du er ude i, jo større er lykken når man når sikkert i havn!!! 18 timers stress! Vi var jublende nu og alle dansede på gaden. Nu skulle det nok gå.
Resten af ferien blev fantastisk og den bedste nogen af os kunne huske!
Så husk; hvad fatter gør er altid det rigtige!!!!   ;-))

Fotos af ferien på Facebook.

I Ole Grunbaums seneste bog - Den dag min fremtid forsvandt - indleder Ole med at fortælle om en helt speciel dag.
Da jeg læste det slog det mig, at jeg havde oplevet det stik modsatte, og det fik mig til at nedfælde det.
PS; Ole’s bøger er fremragende!!! Og altså også inspirerende.
 

Den dag min fremtid kom tilbage.

En dag kom min fremtid tilbage. Efter at have mistet den kunne jeg igen se den. Langsomt havde jeg indstillet mig på at leve uden. Men denne dag skete det.  Jeg husker tydeligt dagen. Måske skulle jeg i fremtiden være noget for andre.

I mange år havde jeg forsøgt at tilbyde mig til allehånde venstreorienterede småforeninger eller ulandsprojekter. Men alle forsøg havde lidt skibbrud. Jeg kunne ikke samarbejde med de selvhøjtidelige, selvglade og (frem for alt) selvtilstrækkelige fjolser, der ledede eller havde afgørende indflydelse på projekterne eller foreningerne. Jeg var blevet for gammel. For gammel til at indordne mig under store – men ubetydelige - egoer. Og for gammel til selv at starte noget nyt. Men denne dag kunne jeg igen se ind i fremtiden.

Dagen før var jeg landet i Manila sammen med min Filippinske rejseledsager, sammen havde vi lejet et hus oppe i bjergene, men nu skulle jeg klare mig selv. Huset vi havde lejet blev passet af en slægtning til ejeren og boede i et lille anneks bagest i huset. Ejeren boede i Californien, og tjente lidt på at udleje huset, når han ikke selv brugte det. Det hørte også med til aftalen at husbestyrerinden ville lave morgenmad og frokost, hvis bare vi betalte råvarerne. Jeg havde sprunget morgenmaden over, men under frokosten skete det. Fremtiden så mere indbydende ud.

Efter ankomsten til Manila, var vi efter et kort restaurationsbesøg, taget op til huset. Det var over midnat inden vi nåede frem. Jeg var i vældigt humør, og havde på vej derop købt godt ind af øl og snacks. Øverst i huset var der en tagveranda, der var skabt til at sidde at nyde den varme tropenat. Desværre ville  rejseledsager med slægtninge samt bekendte af huset ikke fortsætte hyggen ret længe, til min store fortrydelse.  Jeg sad det meste af natten alene og nød tropenatten og – indrømmet – fik pelset et par ”sixpacks”. Jeg har aldrig kunnet drikke alene, men denne nat var det ikke et problem. De første dage – og nætter – når jeg kommer til Asien, er vel noget nær den maksimale nydelse jeg kan opnå.  
SÅ! LEVER JEG!!!    Nutiden er så intens at fortid og fremtid smelter sammen.

P.g.a. nattens nydelse sprang jeg morgenmaden over og kom noget sent til frokosten og også lidt krøllet i kabussen. Og der var hun! En lille utrolig bedårende pige på 7 år, der rendte rundt om bordet og ud i stuen og tilbage og rundt og rundt....  Med en hel formidabel energi underholdt hun selskabet. Hendes mor sad beskeden i baggrunden og så nervøst på barnet om det måske var lidt for meget af det gode. Men ikke for mig. Jeg kunne ikke blive træt af at nyde den lille piges energi. Meget hurtigt blev snakken drejet ind på; at pigens mor var enlig, og at det var jeg jo også. Megen latter, fnis, tant og fjas. Men NUL. Meget kontant gjorde jeg klart, at jeg ikke skulle smedes sammen med nogen, og da slet ikke med sådan en ung og smuk mor. Ja, hun måtte da være meget over 10 år yngre en mig. Og på mine mange rejser til Asien havde jeg lært at ’lige børn leger bedst’. Men en simpel plan samlede sig hurtigt i mit sind. Jeg kunne være noget for den lille familie. Både her under min 3måneders ferie og måske senere. Jeg kunne komme tilbage  -  og beregnende tænkte jeg; måske jeg ligefrem ku' investere i en fremtid.

Det viste sig at den enlige mor var nabo og bedste veninde med husets husbestyrerinde. De spiste gerne frokost sammen, så ret hurtigt regnede jeg ud at det gjaldt om at være ’hjemme’ til frokost. Moren var blevet enke for godt et års tid siden, og havde overstået den katolske sørgeperiode. Men det var tydeligt at de bar en trist skæbne inde bagved smilene. Ret hurtigt blev moren til ”Den glade enke”  i mine tanker. Hendes afdøde mand havde nøjagtig samme alder som mig. Og hun snakkede utroligt sødt og hengivent om ham. Familien levede nu på nådsens brød fra sin afdøde mands familie. I Filippinerne var det umuligt at finde en ny mand. Ingen ville ha’ en uformuende enke med 2 børn. Uha, det var en hård skæbne hun havde fået.  Kunne man da bare gøre noget. På et tidspunk sagde den lille pige ”Når jeg bliver stor så vil jeg købe et hus til min mor!” Aha, det var det jeg skulle! Bygge et hus til den lille familie. Mon ikke de ville tillade, at jeg kunne bo i et lille anneks ude bagved? En gang i fremtiden.

Desværre havde jeg planlagt – allerede i Danmark – at jeg nu skulle op nordpå og bo i et andet hus på en smuk palmestrand, men jeg vidste at jeg ville komme tilbage – om ikke på en hvid hest – så med en bil eller en knallert i det mindste – og SÅ skulle jeg hjælpe Den Lille Familie. Og så ville vi bygge en fremtid. 

Heldivis var mobiltelefonen opfundet, så selv om jeg var 500km væk, så var det kun 1 sekund med en sms. Og dem kom der mange af nu. Mindst 20 om dagen. Og inden længe havde jeg lovet Den Lille Familie evigt troskab, og at i al fremtid ville jeg være til rådighed. I al fremtid - hallo!.

Jeg havde ikke været i Filippinerne i en måned og nu tog jeg tilbage til Den Lille Familie. Julen nnærmede sig. Og der ventede os vores første kys. Vi var virtuelt forlovet, men havde ikke engang rørt hinanden. Hmmm.... katolsk stil.  Men hurtigt gik vi igang med at planlægge Den Lille Families besøg i Danmark.  At søge visum til Danmark til en enlig kvinde fra Filippinerne er lidt af en prøvelse. Men et besøg i Danmark det skulle de sgu ha’ – koste hvad det koste ville! Og planlægningen var igang – planlægningen af fremtiden.

Et lille stykke inde i fremtiden – helt nøjagtigt 6 uger efter jeg kom hjem fra Filippinerne – fik jeg en sms. Jeg skulle være far. Tiden stod stille. Jeg kan huske hver eneste bevægelse jeg gjorde, alt kan jeg huske knivskarpt. I laaaang tid stirrede jeg på displayet på mobiltelefonen  ” ......also the second test was positive there is no doubt I’m pregnant”. I over en time gik jeg rundt og rundt og rundt med tårene fossende ud af hovedet. Fuldstændig apatisk. Der må være gået en time så tikkede en ny sms ind  ”arent u going 2 say somthing?”. Jo jo jo nu skulle der sms’es - nu skulle der bygges en fremtid.

Og her sidder jeg så – midt i fremtiden.  Nøjagtig 2år efter hjulene ramte cementen i Aquino Airport i Manila. Den Lille Familie er blevet en stor familie og bor nu i Højhuset På Prærien i Søborg. Og en xtra lille pige – 13måneder gammel - står utålmodig ved siden af mig og trækker mig i ærmerne. Og hun er fremtiden.

Klik på billedt for at gøre det større og åbne i et særskilt vindue.

For tiden nyder vi den smukke efterårsudsigt. Fotoet dækker ca.90grader og er taget 24 September 2008

Seneste udvikling

En af vores gode venner har været så storsindet at stille kaution for os (56.000kr), så vi undgår at flygte til Sverige.
Dog ser det ud til at vi har mistet de 53.268kr som Udlændinge Service inddrog, fordi vi søgte om familiesammenføring mens min kone og hendes børn, var her i landet på turistvisum.

Efter at have stillet den nye kaution, fik kone og børn umiddelbart opholdtilladelse.

Julen 2007

Vores kamp mod det danske bureaukrati!!!

  Vi kan kontaktes på : 31 61 78 44    og       eyvind snabelA eyvind punktum dk

Homemade webdesign